tirsdag den 29. november 2011

Jeg har noget med knapper

Nogle kvinder kan ikke få nok af tasker, sko, tøj eller andet. Sådan har jeg det med knapper ( og garn) Mange vil vove den påstand, at jeg har garn og knapper nok til dette liv og det næste med. Jeg kan ikke lade være!

Disse smukke knapper tog en rigtig sød medkursist/veninde med hjem til mig fra studieturen til Prag -den tur som jeg ikke kom med på, da anklen knak kort før.

De knapper kræver faktisk, at jeg skal ud at se på passende garn :-)




tirsdag den 22. november 2011

Uventet julegave

Vi giver IKKE hinanden gaver! Ikke normalt i hvert fald.

I går kom Martin og gav mig et indbetalingskort og sagde, at det var vores gave til hinanden. Sidste år mistede vi hver vores mormor pga kræft. Han kunne ikke være tæt på sin mormor, da hun boede i København, og vi i Nordjylland.

Jeg passede min mormor gennem hendes sygdomsforløb, vi var meget tætte og har altid været det. Det var en stor sorg at se hende sygne hen, og en lettelse på hendes vegne, da hun endelig "fik fri" , som hun altid selv sagde.

Netop derfor var dette en rigtig dejlig gave: http://www.cancer.dk/stoet+os/spil+med+i+lotteriet/aktuelt+lotteri.htm?utm_source=Banner_forside_stoetos&utm_medium=cancer&utm_campaign=julelotteri161111

søndag den 20. november 2011

En af de mere specielle dage

D. 18-11-2011 var en af de mere specielle dage. Det var den dag, hvor Lau skulle have slips, skjorte, jakkesæt og fine sko på for første gang. Han skulle danse lancier ( Les Lanciers)

Babushka dukker

eller hvordan et spil og en t-shirt sendes.

Martin havde bestilt spillet Uncharted 3, og det var billigst, hvis han samtidigt bestilte t-shirten dertil.

Højden på kassen var 22,5 cm, bredden 30 cm og dybden 21,5 cm. Rimelig stor kasse vil jeg mene. MEN som om det ikke var nok, så var der en mindre kasse indeni ( 21 x 15 x 16 cm)

En hel masse pap for at pakke en lille ting ind :-)



fredag den 11. november 2011

Et tæppe

til en bekendt tager form... eller jeg er begyndt, må jeg hellere sige :-)

En bekendt har ønsket sig et tæppe i oldemor/mormorfirkanter. Det skal bruges, når hun sidder i sin udestue med et krus the og en god bog. Jeg vil lave det stort, så hun rigtig kan pakke sig ind i varmen, men hvor stort det skal ende med at blive, har jeg ikke helt styr på.

Da jeg ikke er så vild med at sy ender ind, så tager jeg og syr dem ind, hver gang en ny firkant er færdig.

3 måneder

er gået siden jeg faldt på trapperne hos tandlægen. Oplevelsen/oplevelserne med ortopædkirurgerne har ikke udelukkende været en fornøjelse. Hørelsen ( eller evnen til at ville høre) har været selektiv: når der er gået x antal uger er knoglen helet, og så er man rask!

Sådan er det "bare" ikke, men de fik da deres krykker og aircast retur i en fart. Det virkede som om, det var det vigtigste for dem.

Jeg er i fuld gang med genoptræning og behandling hos fysioterapeut. Genoptræningen består f.eks af at sidde på en bold, mens jeg spiller ballon med fysioterapeuten, stå på vippebrædt og vippe frem og tilbage ( ikke til siderne, da foden ikke er stabil nok endnu - og det gør ondt) holde i en ribbe og bøje i knæene. Dertil kommer gåture. Lige nu er jeg oppe på 3-400 meter pr dag.

Når jeg kan gå 5 km uden problemer, må jeg begynde at løbe igen. Mit første store mål er at gå Ladywalk næste år.

søndag den 6. november 2011

Hvad det ikke kan blive til

Når turen går fra det mørke Nordjylland til lufthavnen ( Kastrup) skal der garn, papir, saks og lommeregner til.

Det er altid Martin, der kører, når det er længere ture. Jeg sidder ved siden af og nyder at have frie hænder til at være kreativ.

På denne tur/retur blev det til ikke mindre end 3 små søde tunikaer. Først skulle der regnes, tegnes og laves strikkeprøver. Jeg strikker ikke så stramt, så strikkeprøver er meget vigtige.

Alpakka Mini fra Sandness skulle afprøves, det er en lækker garn.

Resultatet blev rigtig godt, der vil helt sikkert komme flere tunikaer